top of page
Writer's pictureThomas Zoëga Ramsøy

Hvad sker i hjernen, når vi mister bevidstheden?


Hvad sker der, når vi mister bevidstheden? Er der fælles neurale mekanismer for dyb søvn, anæstesi, vegetativ tilstand og koma?


I 2003 var jeg medforfatter på en artikel (PDF) i tidsskriftet Trends in Neuroscience med bevidsthedsforskerne Bernard Baars og Steven Laureys.


Her foreslog vi, at der kan være fælles hjernemekanismer, som ligger til grund for, at vi mister bevidstheden.


Det gælder især tilstande som koma, vegetativ tilstand, anæstesi og dyb søvn, og i forlængelse heraf såkaldte 'generaliserede epileptiske anfald'.


Deaktivering forbundet med tab af 'jeg' og viljestyring

I artiklen demonstrerede vi, at der til fælles for disse tilstande er en deaktivering i pandelappen og isselappen. Figuren for neden viser hvilke områder som har nedsat aktivitet ved tab af bevidsthed.



Vi argumenterede for, at forandringerne sker i pandelappen og isselappen, og at dette skyldtes forbindelser til nogle af hjernens dybe kerner i strukturen thalamus.


Vi foreslog også, at hjernens forandringer i disse tilstande kan påvirke bevidstheden på mere end én måde.


Deaktiveringen af isselappen kan forbindes til tab af selvbevidsthed, eller 'jeg'et'. Deaktiveringen af pandelapperne kan være forbundet med tab af viljestyret adfærd.


Thalamus styrer hjernen

Som med alle andre psykologiske fænomener er jeg af den opfattelse, at bevidstheden er en fællesbetegnelse for et hel hierarki af processer.


Disse spænder fra de tidligste perceptuelle reaktioner, til de seneste tanker man har efter at have udført en handling.


I denne artikel, som har vist sig at blive mere og mere citeret, foreslog vi også, at det, der generelt sker, når vi taber bevidstheden, er en regulering eller forstyrrelse af det såkaldte thalamocortical system eller thalamus alene (thalamus vises i figuren for neden).



Dette system er en række forbindelser mellem hjernebarken og thalamus, hjernens dybe kerne.


Det er velkendt, at thalamus består af kerner, der modtager input fra alle sanser og spreder information til hele hjernebarken.


Forstyrrer man aktiviteten i thalamus, giver det udbredte forandringer i hele hjernen, og det forstyrrer koordineret aktivitet på tværs af hjernen.


Hvordan hænger hjerneforandringer sammen med forskellige tilstande?


Her foreslår de, at selv om der kan være fællestræk for, hvordan hjernen arbejder ved de forskellige former for tab af bevidsthed, så er der også betydelige forskelle.


For eksempel arbejder tre forskellige medicinske præparater som giver anæstesi – Propofol, dexmedetomidin og Opioider – via helt forskellige mekanismer.


Den nye artikel giver et godt indblik i de mekanismer, som er på spil, når vi mister bevidstheden, men nu mangler der nogle nødvendige skridt.


For eksempel må der udvikles idéer til, hvordan disse hjerneforandringer hænger sammen med de forskellige tilstande. I særdeleshed har vi brug for at vide, om der på nogen måde er forskelle i mental funktion i disse betingelser, og i hvordan de afspejles i ligheder og forskelle i neurale mekanismer.

41 views0 comments

Comments


bottom of page