Denne post blev oprindeligt bragt på videnskab.dk
En stor undersøgelse har vurderet og sammenlignet forskellige risikofaktorer for at få et slagtilfælde. Undersøgelsen har vist, at der er ti risikofaktorer, som forklarer 90 procent af alle slagtilfælde.
Det væsentlige er, at disse faktorer er noget, vi selv kan påvirke. Det er livsstilssygdomme og dermed faktorer, vi selv kan kontrollere.
Resultaterne af den internationale undersøgelse, der er kendt som INTERSTROKE, blev for nyligt præsenteret på verdenskongressen for kardiologi og er offentliggjort online i lægeskriftet Lancet.
Ikke ulig tidligere undersøgelser viste undersøgelsen, at mange slagtilfælde kan forudsiges. Ikke mindst finder man, at slagtilfælde kan forhindres med relativt simple foranstaltninger, såsom kontrol af blodtryk.
Forhøjet blodtryk er den største synder
Forhøjet blodtryk (hypertension) var den stærkeste risikofaktor for slagtilfælde.
En baggrund med hypertension var forbundet med mere end en fordobling af risikoen for slagtilfælde. Sammen med hypertension viste rygning, fedme, kost og fysisk aktivitet sig at bestemme 80 procent af den generelle risiko for slagtilfælde.
Hvis vi ser på andre risikofaktorer, som blandt andet sukkersyge, alkoholforbrug og psykosociale faktorer, kunne disse forklare 90 procent af risikoen for slagtilfælde.
Selv om dette kan tegne et skræmmebillede af vore vaner, giver det os mange bestemte handlemuligheder. Vi kan lave om på de risici, der er for at få en blodprop. Vi kan ændre vor adfærd.
Mange ved, hvor svært det kan være at kontrollere netop disse former for adfærd, såsom at stoppe med at ryge.
Alkoholmisbrug har også mange andre uønskede konsekvenser, og stress og depression ser altså ud til at også have betydning for vore chancer for at få slagtilfælde.
Der kan gøres noget ved det
Et af de interessante områder, der nu forskes meget i, er hjernens betydning i fedme og andre former for usund livsstil.
Her finder et stigende antal studier forandringer i den måde, hjernen reagerer på forskellige former for belønning (mad, penge, sex), hvis man lider af en af disse livsstilssygdomme.
Med andre ord ser det ud til, at personer med livsstilssygdomme har ændringer i den måde, deres hjerners belønnings- og aversionssystemer fungerer på.
Vi ved stadig alt for lidt om årsagerne til dette. Men vi må antage, at en bedre viden om, hvad der driver os til dårlig livsstil, også kan bruges til at få os til at ændre livsstil og tage bedre beslutninger.
Indeværende undersøgelse er derfor opløftende, for vi kan pege på faktorer, vi kan gøre noget ved.
Det næste skridt er nu at få bedre viden om, hvordan dårlig livsstil opstår, og hvordan det kan forhindres. Dette kan kun løses ved en kombination af psykologi, sundhedsvidenskab og hjerneforskning.